COPENHAGEN DRUMMERS KORT FORTALT
Gennem det seneste årti har drengene turneret Danmark tyndt med egne shows og udgivet flere tracks, blandt andet EM-hittet Et Yndigt Land. De har desuden optrådt i forbindelse med flere store tv-begivenheder, såsom DR’s Store Juleshow, Hjertegalla og HKH Kronpris Frederiks’s 50-års fødselsdag, som fandt sted i et fyldt Royal Arena.
Copenhagen Drummers blev for alvor sat på verdenskortet, da de for mere end 10 år siden vandt TALENT 2010 på DR1. Siden dengang har de spillet mere end tusind shows i både ind- og udland, og i 2013 kulminerede det, da de sammen med Emmelie De Forest vandt Det Internationale Melodi Grand Prix.
Grundstenene til Copenhagen Drummers blev lagt under deres tid som konstabler i Den Kongelige Livgardes Tambourkorps. I en verden bygget op om traditioner og historie, og en firkantet hverdag fyldt med regler for, hvordan trommespil skulle udføres, opstod et kreativt behov. Det var her Copenhagen Drummers blev skabt som et fristed for skæve idéer og tanker omkring, hvordan trommespil også kunne udføres. Kombinationen af disciplin, præcision, talent og lysten til at udforske alle facetter trommespillet, er blevet opskriften på deres succes.