af
Der var næppe en teenager i 60’erne, 70erne og 80erne, der ikke havde fanplakater med idoler som Beach Boys og Kim Wilde hængende på værelset. Dengang var de uopnåelige stjerner med gudestatus, men nu kan man møde dem i øjenhøjde – live i Roskilde Kongres- og Idrætscenter.
Det er i mere end én forstand ”Good Vibrations”, når Roskilde Kongres- og Idrætscenter i samarbejde med Gimle den 20. juni slår dørene op til et brag af en koncert med et af verdens ældste boy bands. De legendariske Beach Boys kommer nemlig fra Californien til Danmark for at give en af deres populære koncerter for det trofaste publikum i alle aldre, hvor de ældste fans har fulgt dem i mere end 50 år.
STÆRKE INTERNATIONALE OG DANSKE NAVNE TIL ROSKILDE
Dermed er det endnu en gang lykkedes Roskilde Kongres- og Idrætscenter og Gimle at få fat i ét af de helt store koncertnavne på den internationale musikscene. Og som om det ikke er nok, har direktør René la Cour Sell endnu et stjerne-es i ærmet. På onsdag kommer 80’er ikonet Kim Wilde nemlig også til Roskilde for at give koncert. Og koncerten er vel at mærke den eneste på Sjælland under hendes Danmarksbesøg.
– Og Kim Wilde er ikke kun for ”Kids in America”, men for både drenge og piger i alle aldre, forsikrer direktør René la Cour Sell med henvisning til det hit, der sikrede den engelske popsangerinde en plads på verdens hitlister.
Senere på året glæder René la Cour til at byde inden for til populære danske navne som Burhan G, der giver koncert i samarbejde med Danmarks Underholdningsorkester. Jonah Blacksmith – den populære danske folkrock-gruppe – gæster ligeledes kongrescentret i 2019.
– Vores strategi på musikscenen er først og fremmest at kunne tilbyde en vifte af de helt store danske kunstnere til roskildegenserne. Når vi så får muligheden for at kunne supplere dette udbud med et stærkt internationalt navn, holder vi os bestemt ikke tilbage, siger René la Cour Sell.
STIGENDE POPULARITET
Direktøren oplever generelt en stigende interesse for at afvikle koncerter og events i Kongrescentret, og ifølge både entertainerne og publikum er årsagerne flere.
– Roskilde ligger centralt for over en million mennesker på Sjælland, der kan komme hertil på mellem 30 minutter og en time. Der er gode tog- og busforbindelser, og vi har masser af parkeringspladser for dem, der kommer i bil. Man kan også spise og få en god madoplevelse i forbindelse med flere af koncerterne og de andre kulturarrangementer, vi har med eksempelvis stand up og foredrag, fortæller Rene la Cour Sell, der inden længe kan løfte sløret for endnu flere stærke koncertoplevelser i Roskilde Kongres- og Idrætscenter.
Roskilde Kongres- og Idrætscenter har fire haller, flere mødelokaler og over 13.500 kvadratmeter. Faciliteterne gør vores kongrescenter til Sjællands største uden for København.